Yggdrasill.dk

Lige siden jeg var barn har jeg interesseret mig for dyr, og er vokset op i et hus med hund, og har desuden haft både kanin, fugl og hest ved siden af. På denne side vil jeg fortælle lidt om min historie med disse dyr.

Kaninerne Ninus og Nuser:

Jeg fik Ninus af en nabo, som gerne ville af med ham. Han var sort med hvide poter og en hvis plet på brystkassen lige nedenunder hagen.

Min far fik lavet et godt bur til ham ude bag ved brændeskuret, hvor han kunne være i læ for vind og vejr. Det var min opgave at give ham mad og rent vand når han manglede og muge ud i buret, når der trængte til det.

Da jeg havde haft ham i et par år, fik min kusine og fætter en hunkanin, som de gerne ville have unger med, og lånte derfor Ninus i et par uger, mod at jeg måtte få en af ungerne når de blev gamle nok til det. Af de unger som blev født faldt mit valg på en helt grå han som jeg kaldte Nuser. I starten fik han lov til at være i samme bur som Ninus, men de kunne ikke helt enes om maden og kom let til at slåsse, så far måtte i gang med sav og hammer igen og lave et nyt bur til Ninus.

Efterhånden som årene gik faldt min interesse for kaninerne desværre og jeg måtte skille mig af med kaninerne.

Fuglen Piphans:

Min gule kanariefugl fik jeg af en kusine, som havde to hanner og en hun, og hun ville gerne af med den ene han, så der kunne blive mere ro i deres bur da de to hanner havde dannet par og mobbede hunnen med at pille fjerene af hende.

Vi fik Piphans med hjem, men han led åbenbart af sorg over at være blevet fjernet fra de to andre, for han glemte helt at slibe sit næb, og det voksede sig desværre for langt til at han kunne spise eller drikke ordentligt, og vi måtte derfor få ham aflivet. Efter denne episode havde jeg helt mistst lysten til at få en ny, og han blev derfor min første og eneste oplevelse med en fugl.

Ponyerne Claus og Felicia samt hesten Zobel:

Som mange andre piger i byen blev jeg "bidt af en gal hest" og begyndte at gå til ridning hos Vrå Rideklub.

Efter kun et års ridning på lånte ponyer var jeg på tur med mine forældre ud til en gård, som tilfældigvis havde et par ponyer til salg. Jeg faldt for Claus, en sort islænder/shetlænder vallak på 118 cm. i stang, som jeg havde mange gode oplevelser med, men til sidst blev mine ben for lange til at jeg kunne ride ham ordentligt, og jeg måtte derfor sælge ham videre til en anden pige, som kunne få lige så stor glæde ud af ham.

Til alt held var der lige blevet en rideskole-pony ledig, og jeg begyndte at passe hende. En hvid hoppe på ca. 148 cm. i stang, som hed Felicia. Med Felicia fik jeg mere og mere smag for konkurrenceridning, og da hun var en gammel stædig dame med egne meninger om hvilken vej man skulle gå, valgte jeg at opsige hende og købe min egen hest.

På det tidspunkt var jeg lige blevet konfirmeret og fik tilbud om at købe en kobberfarvet trakehner/traver vallak på 160 cm. i stang af en af min mors arbejdskolleger. Zobel var en rigtig dygtig dressurhest, og jeg fik mange gode oplevelser med ham før jeg fik andre interesser. Jeg havde ham med på landbrugsskole, men da jeg skulle begynde i gymnasiet måtte jeg sælge ham, da jeg ikke længere havde tid nok til at give ham den træning han havde behov for. På sigt har jeg en drøm om at få en ny hest som jeg kan træne og få gode oplevelser med, men det er længere ude i fremtiden.

Hundene Sara, Pjevs og Freja:

Det første dyr jeg havde som barn, var dog en sort labrador der hed Sara. Hun var min bedste ven før jeg kom i skole og jeg har mange gode minder om hende. Mine forældre fik hende da jeg var helt lille og bange for alle dyr, men det ændrede Sara. Da jeg var 11 år blev mine forældre nødt til at få 10-årige Sara aflivet på grund af kræft.

Der gik dog ikke ret lang tid før mine forældre fik en ny hund, en blanding mellem en foxterrier og en japansk spids, som vi kaldte Pjevs. Et navn der passede rigtig godt på den lille kanonkugle af en hund. Hun havde det med at stikke af så snart hun så muligheden for det, og i modsætning til den velopdragne Sara vi tidligere havde haft, var der ikke meget træning der satte sig fast i Pjevs. Derfor blev mine forældre nødt til at hegne haven ind, så vi i det mindste kunne lukke hende ud uden at skulle have hende i snor. På sine gamle dage blev Pjevs dog mere og mere sær og gnaven, og efter flere situationer valgte mine forældre at få aflivet Pjevs, da de synes det var det bedste for hende.

Da Jesper og jeg flyttede sammen blev vi ret hurtigt enige om at vi skulle have en hund, da vi begge var vokset op med dem og var rigtig glade for det. I maj 2003 faldt vi så for en lille sort labrador hvalp, som vi bare måtte have med hjem, og vi navngav hende Freja, efter den nordiske gudinde for kærlighed. Hun er en rigtig glad hund, der elsker at snakke med mennesker, både store og små.