Anja
Yggdrasil

Yggdrasill.dk

Jeg er født d. 31. maj 1982 på Hjørring Sygehus og har hele min barndom boet i det samme hus i Vrå med mine forældre og min bror og søster, begge to ældre end mig.

 

Jeg bor nu sammen med min mand, Jesper, og vores hund Freja lidt syd for Aalborg.

 

Jeg gik i folkeskole i Vrå og skolen var dengang inddelt i tre afdelinger:

- Forskolen bestod af børnehaveklasse til og med 2. klasse.

- Hovedskolen bestod af 3. til og med 7. klasse.

- Realskolen bestod af 8. til og med 10. klasse.

Disse tre afdelinger er nu samlet til en skole med navnet Vrå Skole.

 

Efter folkeskolen tog jeg på Lundbæk landbrugsskole ved Nibe, da jeg min største drøm dengang var at blive biolog og havde opsnuset muligheden for at gå den praktiske vej. Men efter at have taget første modul blev det lavet om, så man skulle gå ad gymnasiet for at blive biolog, hvilket gjorde at jeg blev nødt til at stoppe. Jeg valgte derfor at søge ind på Brønderslev Gymnasiums matematiske linje, da jeg altid har synes godt om både matematik og biologi.

 

På trods af et ihærdigt forsøg blev mit karaktergennemsnit imidlertid ikke helt højt nok til at jeg kunne komme ind på drømmestudiet som biolog og jeg blev nødt til at se mig om efter nye veje. Jeg valgte derfor at søge ind på Aalborg Handelsskoles HHX for studenter, som er et etårigt forløb hvor man fokuserer på de erhvervsrettede fag som blandt andet erhvervs-økonomi og markedsføring. Her fik jeg hurtigt interessen for det erhvervsøkonomiske område og blev enig med mig selv om, at det var denne vej jeg ville gå.

 

Efter handelsskolen fik jeg job som piccoline hos Gabriel i Aalborg, en virksomhed der producerer møbelstoffer, og efter et godt og lærerigt år følte jeg at det var på tide at komme videre og søgte ind på erhvervsøkonomi ved Aalborg Universitet. Valget faldt på Aalborg Universitet af to årsager; den ene var Universitetets fokus på den problembaserede læring, der giver stor mulighed for fordybelse i netop de problemstillinger man finder interessante. Den anden årsag var, at universitetet ligger så tæt på hvor vi bor, at vi ikke skulle flytte tættere på.

 

Jeg blev færdig som Bachelor i erhvervsøkonomi d. 23. Juni 2009, og startede umiddelbart efter på kandidatoverbygningen cand.merc. i organisation og strategi, da jeg gennem min bacheloruddannelse havde fået interesse for hvordan virksomhederne kan kombinere det menneskelige aspekt med de økonomiske målsætninger. Jeg blev færdig som cand.merc. i organisation og strategi d. 24. August 2011, og søger nu et job, hvor jeg kan få mulighed for at anvende mine kompetencer indenfor organisation, strategi og især HRM.

 

Jeg er ikke bange for at rykke teltpælene op og flytte til et nyt sted, hvor jeg kan prøve kræfter med nye arbejddsopgaver og sammen med gode kollegaer.

Copyright © All Rights Reserved - yggdrasill.dk 2013